Ovenstående register er udarbejdet i sammenhæng med Bekendtgørelse nr. 1213 af 20. november 2017 ”Bekendtgørelse om godkendelse til uddannelse af lokomotivførere på jernbaneområdet”. Alle instruktører/censorer som står i dette register er godkendt i Trafikstyrelsen til undervisning af lokomotivførere.
Trafikstyrelsen fører i henhold til EU-direktivet om certificering af lokomotivførere dette register over godkendte/anerkendte lærere og censorer, som anvendes ved uddannelse af lokomotivførere.
Registret indeholder oplysninger om hvad den enkelte lærer/censor har kompetence til, samt hvilken virksomhed personen kommer fra. Det bemærkes at såfremt en person underviser eller skal være censor for andre virksomheder end den personen er ansat i, skal personen være godkendt for hver af disse virksomheder.
Registret er opdelt i fagområderne;
- Færdselssikkerhed (infrastrukturkendskab), samt et felt der beskriver om læreren kan virke som censor i faget
- Materielsikkerhed (Litrauddannelse), samt et felt der beskriver om læreren kan virke som censor i faget
- Kørelærer, samt et felt der beskriver om læreren kan virke som censor ved attestkørsel/køreprøve
Instruktørerne er fagopdelt efter nedenstående kategorier:
- Instruktører mærket ”B” kan undervise lokomotivførere til befordring af gods, passagerer samt rangering (og ”A1” og ”A4”)
- Instruktører mærket ”A1” kan undervise lokomotivførere til rangering (og ”A4”)
- Instruktører mærket ”A2” kan undervise lokomotivførere til jernbanevedligeholdelseskøretøjer (”A3”) og arbejdskøretøjer (”A2”)
I rubrikken ”kørelærer” kan ”B” og ”A2” ved særlige omstændigheder udføre dele af uddannelsen, i anden kategori.
Ud over dette er der en rubrik hvori der er anført om underviseren kan benyttes på den offentlige uddannelse som lærer eller censor, eller begge dele, gældende for de afkrydsede fagområder.
Indmeldinger og godkendelse til Trafikstyrelsen af lærere og censorer kan ske løbende ved indsendelse af dokumentation, dog mindst to gange årligt (15. februar og 15. september). Der vil fra Trafikstyrelsen blive fremsendt en specifik godkendelse på hver godkendte underviser, samt for hvert enkelt fagområde og registret vil efterfølgende blive ajourført.