Tilpasning og skrumpning af landsbyer

Sidst opdateret 07/10/2019
I de fleste danske kommuner vil man kunne se frem til færre indbyggere. Det kræver tilpasning og omdannelse.
Mange landsbyer har et faldende indbyggertal og slås med tomme huse og forfald. Staten har afsat og målrettet midler (pulje til landsbyfornyelse og omprioritering af byfornyelsesrammen) – til at støtte kommunerne i deres indsats for at rive faldefærdige huse ned og istandsætte de dårlige boliger i landdistrikterne.

For at udvikle og afprøve nye løsninger på problemstillingen blev der i 2014 afsat en pulje til forsøg med mindre byer, der skal tilpasses. Puljen blev afsat af byfornyelsesrammen til gennemførelse af konkrete byfornyelsesforsøg.

Det tidligere Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter efterlyste kommuner, der ville afprøve nye metoder til at planlægge og gennemføre strategisk skrumpning af mindre byer i samarbejde med borgerne og andre involverede parter. En indsats, der har som formål at begrænse antallet af boliger, indbyggere og evt. privat og offentlig service i udvalgte små byer.

Der er behov for, at kommunerne differentierer og prioriterer mellem de forskellige landsbytyper i en langsigtet, strategisk kommunal planlægning.

To projekter blev udvalgt til at få støtte til gennemførelse af konkrete forsøg.

Kommune
Beskrivelse Støtte

Morsø Kommune


Kontaktperson:
Ann-Sophie Øberg

Strategisk tilpasning i 'Landsbyen De 7 Sogne' på Mors

Formålet er at udvikle og afprøve værktøjer til at gennemføre en strategisk tilpasning i samarbejde med borgerne. Projektet omfatter syv byer, som allerede samarbejder (netværkslandsbyen).    
2.400.000 kr.

Hjørring Kommune


Kontaktperson:

Helle Lassen, Kontorchef

Løkkensvej - Lev godt, Lad det gro

Projektets formål er at planlægge og gennemføre en strategisk skrumpning af flere vejkantslandsbyer, hvor de byer, som ikke er attraktive omdannes gennem strategisk nedrivning og genanvendelse af grunde samt etablering af forbindelser til omkringliggende natur. Der udvikles gode, enkle redskaber til både fysisk og socialt at omdanne vejkantsbyer og skabes nye måder at bo på. Nye inddragelsesformer af alle interessenter afprøves.
4.300.000 kr.

Formålet er at afprøve, hvordan små (vejkants)byer med faldende befolkningstal kan skrumpes planlægningsmæssigt fornuftigt og for de tilbageblevne beboere på en nænsom måde.

Forsøgene giver kommunerne mulighed for at afprøve nye metoder til at planlægge og gennemføre strategisk skrumpning af de mindste byer. De erfaringer, Morsø og Hjørring Kommune oparbejder gennem projektforløbene, er viden, som kan gavne og styrke fremtidige indsatser i kommuner landet over.

Med et ønske om at udbrede erfarings- og vidensudvekslingen er der derfor igangsat en løbende evaluering af forsøgene.

Evaluering

Dansk Byplanlaboratorium udfører evalueringen. Der er tale om en netværksorienteret evaluering, som vil følge forsøgene gennem hele forløbet. Evalueringen opererer med tre niveauer af kommunal inddragelse og netværksdeltagelse for at sikre, at alle relevante kommuner og aktører er med i erfarings- og vidensudvekslingen.

I løbet af perioden frem til udgangen af 2020 afholdes årlige åbne netværksmøder og byvandringer.

Derudover vil et lukket, tæt netværk for kommuner med lignende udfordringer, der ligesom Hjørring og Morsø Kommuner arbejder med konkrete projekter vedr. skrumpning af landsbyer, afholde møder.

Relevante udgivelser

Idekatalog

Ny anvendelse af tomme grunde

Kataloget indeholder spændende eksempler fra flere steder i landet, hvor nye etablerede byrum erstatter tomme grunde og dermed bidrager til at skabe nyt liv i byen.

Idekatalog

Genanvendelse af tomme grunde efter nedrivning

Landsbyer kan give det fysiske miljø et løft ved at nedrive boliger i dårlig stand. Men for at få det optimale ud af nedrivningen, skal kommunerne have en strategi for, hvordan de tomme grunde kan bidrage til landsbyernes fortsatte udvikling.

Idekatalog

Vejkantsdanmarks fremtid

Projektet undersøger, hvordan vejkantsbyer med faldende befolkningstal kan skrumpes eller afvikles på bedste vis for alle parter.

Idekatalog

Udvikling af landsbyer

Vejledningen sætter fokus på mulighederne i de landsbyer, som kæmper med tomme eller dårlige bygninger, et nedslidt bymiljø, mangel på rekreative kvaliteter eller generelt forfald.