Større incitament til at bygge mindre almene boliger

Publiceringsdato: 27/04/2020
Maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen ved etablering af almene boliger ændres og fastsættes dermed fremover som summen af et beløb pr. bolig og et beløb pr. m2. Samtidigt bliver energitillægget integreret i maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen. Ændringerne har virkning fra den 1. august 2020.
Når kommuner og almene boligorganisationer skal etablere almene boliger, skal omkostningerne til byggeriet holdes under et bestemt beløb, nemlig det såkaldte maksimumsbeløb. Maksimumsbeløbet udgør dermed loftet for anskaffelsessummen ved etablering af almene boliger.

Med bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v. bliver maksimumsbeløbet for familie- og ungdomsboliger ændret, så de bliver ens. Derudover ændres fastsættelsen af maksimumsbeløbet, ved at der indføres et beløb pr. bolig. Det betyder, at maksimumsbeløbet består af summen af to beløb: et beløb pr. bolig og et beløb pr. m². I bekendtgørelsen bliver energitillægget integreret i det almindelige maksimumsbeløb ved at ophæve differentieringen efter byggeriets art. 

Den geografiske differentiering for familie- og ungdomsboliger samt fastsættelsen af maksimumsbeløbet for ældreboliger ændres ikke. Dog bliver energitillægget integreret i maksimumsbeløbet for ældreboligerne.

Ændringen af bekendtgørelsen øger maksimumsbeløbet for mindre familie- og ungdomsboliger, mens det omvendt reduceres for større boliger. Det kan være med til at skabe et større incitament for etablering af mindre almene boliger. Derudover sker der en forenkling, ved at de tidligere i alt 16 maksimumsbeløb for familie- og ungdomsboliger reduceres til i alt 6 beløb.

Den ændrede fastsættelse af maksimumsbeløbet for familie- og ungdomsboliger betyder f.eks., at et boligprojekt opført i hovedstaden på 100 familieboliger med et gennemsnit på 85 m² kan blive bygget til en samlet maksimal anskaffelsessum på 217 mio. kr. (100 boliger*365.000 kr. + 8.500 m²* 21.250 kr.).

Ændringen er foretaget, så den typiske ungdoms- og familiebolig med et boligareal på hhv.  45 m² og 95 m² (svarende til det gennemsnitlige boligareal for boligtyperne med tilsagn 2010-2019) opnår et maksimumsbeløb, der stort set er identisk med den tidligere ordning. Ændringen medfører dermed et højere maksimumsbeløb for hhv. familieboliger under 95 m² og ungdomsboliger under 45 m². Ændringen vil omvendt medføre et lavere maksimumsbeløb for hhv. familieboliger over 95 m² og ungdomsboliger over 45 m².

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2020.