Billede af Læsø
Foto: Colourbox

Nye puljer til almene boliger på de mindre øer

Publiceringsdato: 01/01/2021
Styrelsen har åbnet for ansøgninger til to puljer. Den ene pulje er til etablering af almene boliger på småøerne og i de fire ø-kommuner, og den anden pulje er til nedsættelse af huslejen for almene boliger på småøerne.
Fra i dag  kan almene boligorganisationer – via kommunalbestyrelsen – ansøge styrelsen om et engangstilskud til etablering af almene familie-, ungdoms- og ældreboliger på småøerne og i de fire ø-kommuner samt om et tilskud til nedsættelse af huslejen for almene boliger på småøerne.

I puljen til etablering af almene boliger er der afsat 29,1 mio. kr., og tilskuddet ydes til nedbringelse af anskaffelsessummen for alment byggeri og udgør 404.000 kr. (2020-prisniveau) pr. bolig. Ansøgningsfristen til puljen er løbende i perioden fra 2021 til 2026. 

I puljen til nedsættelse af huslejen er der afsat 6,1 mio. kr., og tilskuddet udgør årligt 20.200 kr. pr. bolig. Ansøgningsfristen for tilskud til nedsættelse af huslejen er d. 31. januar 2021.

Du kan læse mere om puljerne og finde relevant ansøgningsmateriale på styrelsens hjemmeside.

Baggrund og lovgrundlag

Puljerne er en udmøntning af den del af Grøn Boligaftale, som skal styrke udbuddet af almene bolig på småøerne og i de fire ø-kommuner. 

Udover de to puljer kan kommunerne – som led i aftalen - godkende overskridelse af maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen på småøerne.

Tilskuddene ydes på baggrund af reglerne i Bekendtgørelse nr. 2136 af 21. december 2020 om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i ø-kommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne.

Bekendtgørelse

BEK nr. 2136 af 21/12/2020

Bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i økommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne

Gældende fra

01/01/2021