Colourbox

Nedbring risikoen for Legionellainfektion ved genåbning af bygninger

Publiceringsdato: 21/04/2020
Regeringens nedlukning af store dele af samfundet under COVID-19-pandemien betyder, at mange bygninger står tomme eller kun bruges i et mindre omfang. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen anbefaler, at bygningernes driftsansvarlige desinficerer og gennemskyller deres vandanlæg inden genåbning for at undgå Legionellasmitte.
Legionella er en bakterie, der kan forårsage den alvorlige lungebetændelse kendt som legionærsygdom samt den influenza-lignende sygdom Pontiac-feber. 

Lukning af bygninger, dele af bygninger eller begrænset anvendelse kan øge risikoen for vækst af Legionella og andre bakterier i vandsystemerne og tilhørende udstyr, inklusive klimaanlæg, spabade, brusere og andet udstyr, hvis det ikke vedligeholdes rigtigt.

Visse temperaturforhold og stilstående vand i rør og andre vandsystemer giver gode vækstbetingelser for Legionella og andre bakterier. Når et vandsystem i længere tid har nedsat eller helt manglende gennemstrømning af vand, kan der ophobe sig bakterier, som er svære at komme af med igen og ikke blot lader sig fjerne ved almindelig gennemskylning. 

Derfor er det vigtigt, at driftsansvarlige og bygningsejere sørger for at desinficere anlæggene, inden bygningerne åbnes igen, såfremt der under nedlukningen ikke er opretholdt korrekte temperaturforhold og et normalt vandforbrug.  Selvom man har sørget for, at systemerne er tømt for vand inden nedlukning, kan desinfektion også være nødvendig før genåbning, idet det kan være vanskeligt helt at tømme alle dele af systemet. Det kan også være relevant at tage vandprøver før genåbningen for at sikre kvaliteten af vandet.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen henviser desuden til ’Legionella – installationsprincipper og bekæmpelsesmetoder (Rørcenteranvisning 017), udgivet maj 2019 af Teknologisk Institut.

Styrelsen har udarbejdet en borgerrettet pjece, som informerer om Legionella.
Vejledning

Legionella pjece

Vejledning omkring risikoforhold og forebyggelse af legionella.