Ny vicedirektør i Trafikstyrelsen

Publiceringsdato: 03/08/2021
Christian Vesterager er startet som ny vicedirektør i Trafikstyrelsen. Christian skal dermed være med til at støtte op om styrelsens overordnede mission om at skabe attraktive rammer for transport på bane, i luften og med kollektiv trafik.

Christian kommer fra en stilling som kontorchef for Trafikstyrelsens kontor for baneområdet, hvor han har været ansvarlig for jernbanesikkerhed samt tværgående og internationale opgaver.

 

Tidligere har Christian været ansat i Energistyrelsen samt Erhvervsministeriet.

 

Som vicedirektør får Christian ansvaret for Bane, Plan og Security samt Ledelsessekretariatet og Bornholms lufthavn.

 

Christian ser frem til sin nye rolle: 

Trafikstyrelsen er en central spiller i at fremme mobiliteten og den grønne omstilling i samfundet og en attraktiv arbejdsplads. Som vicedirektør i Trafikstyrelsen ser jeg frem til at fortsætte det gode samarbejde med virksomhederne om at skabe de bedste rammer for jernbanen og luftfarten i Danmark, så det som borger er et sikkert, bæredygtigt og effektivt valg at benytte den kollektive trafik.
Styrelsens direktør, Carsten Falk Hansen, siger om ansættelsen: 
Jeg er meget tilfreds med, at Christian bliver en del af Trafikstyrelsens direktion. Christian kender den politiske dagsorden og har indgående kendskab til vores arbejdsområder. Desuden er Christian en dygtig og involverende leder, som jeg er sikker på bliver en stor gevinst for os alle. Både vicedirektør Kåre Clemmensen og jeg ser frem til et godt samarbejde.

Christian er 39 år og uddannet Cand.soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse fra CBS.