Godbaneareal, København
Tidligere godsbaneareal ved København K

Høring af miljøkonsekvensrapport for etablering af DSB-værksted ved Otto Busses Vej

Publiceringsdato: 28/08/2020
Miljøkonsekvensrapporten for værksted og de tilknyttede sporforbindelser viser, at der ikke vil være væsentlige miljøkonsekvenser ved etablering af anlægget. Rapporten sendes nu i høring.
I februar 2018 indgik den daværende regering en politisk aftale (’Aftale om fremtidens tog’) med en række af Folketingets partier om at lade DSB gennemføre en udbudsproces for indkøb af minimum 90 nye el-tog til fjerntogstrafikken. 

De nye el-tog skal erstatte de dieseldrevne IC3- og IC4-tog. De nye tog vil blive leveret i perioden 2023-2029, og de første togsæt indsættes i drift primo 2024. De nye tog skal vedligeholdes i værksteder i eller tæt ved strategiske knudepunkter på banenettet i henholdsvis Aarhus og København.

Myndighedskompetencen for miljøvurderingen er delt mellem Miljøstyrelsen og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvor Miljøstyrelsen er myndighed for bygninger og værksted og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er myndighed for spor, køreledningsanlæg og andre konstruktioner i tilknytning til jernbanen.

I København ønsker DSB at opføre anlægget på det tidligere godsbaneareal ved København H, og den udarbejdede miljøkonsekvensrapport konkluderer, at der ikke forventes væsentlige miljømæssige konsekvenser ved projektet.

Rapporten sendes hermed i høring med høringsfrist den 20. oktober 2020.