Arbejdsmiljøuddannelse

Sidst opdateret 07/10/2019
Medlemmer af arbejdsmiljøudvalget samt arbejdsgiverrepræsentanter i selskaber med 1-9 ansatte skal gennemgå en arbejdsmiljøuddannelse ifølge Arbejdsmiljøbekendtgørelsen kapitel 10.

Lovpligtig uddannelse

Sidst opdateret 07/10/2019
Det primære formål med arbejdsmiljøuddannelsen er at kvalificere arbejdsmiljø- og ledelsesrepræsentanter til at samarbejde om de opgaver, der skal løses af arbejdsmiljøorganisationen.

Arbejdsmiljøuddannelsen varer 3 dage og afvikles som 2 moduler med dag 1 og 2 sammenhængende og dag 3 cirka 1 måned efter første modul. Uddannelsen indeholder emner som arbejdsmiljøorganisationens pligter, ansvar og samarbejde, arbejdsmiljøpåvirkninger ombord, arbejdspladsvurdering mv.

 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen deltager desuden fast på sidste del af arbejdsmiljøuddannelsen. Typisk er det af 1½-2 timers varighed. Vi kommer med et oplæg om myndigheden generelt, funktion, ansvar og pligter samt samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen etc.

 

Kursusarrangører af arbejdsmiljøuddannelsen skal indsende uddannelsesplan til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som godkender denne og dermed kursusarrangøren. Der er for tiden 2 godkendte kursusudbydere af den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for besætningsmedlemmer:

 

ArbejdsmiljøCentret A/S

Autoriseret arbejdsmiljørådgiver ArbejdsmiljøCentret tilbyder den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse målrettet besætningsmedlemmer og deres arbejdsgivere inden for luftfart. Uddannelsen er særligt tilpasset de arbejdsmiljøudfordringer, som medarbejderne møder i branchen.

 

Tilmeld dig her. Find ”Arbejdsmiljøuddannelsen for luftfart” i listen over kurser.

 

Du modtager straks bekræftelse på din tilmelding, som er din dokumentation for, at du er rettidigt tilmeldt den lovpligtige uddannelse senest 4 uger efter, at du er blevet valgt, som det er påkrævet. Arbejdsmiljøuddannelsen skal være gennemgået senest 8 måneder efter valg og oprettelse af arbejdsmiljøorganisation.

Kontaktinformationer

Supplerende arbejdsmiljøuddannelse

Sidst opdateret 07/10/2019
I forbindelse med den gennemførte lovændring i februar 2015 skal medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen, der har gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse nu tilbydes en supplerende uddannelse.

Den supplerende uddannelse er svarende til:

 

  • 2 dages varighed i det første funktions år og
  • 1½ dags varighed i de efterfølgende funktions år

 

Formålet med den supplerende uddannelse er, at sikre løbende målrettet opdatering, som kan styrke kompetencerne hos henholdsvis arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere. Den supplerende uddannelse er et tilbud, og det står derfor medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen frit, hvorvidt de vil deltage eller ej.

 

Den supplerende arbejdsmiljøuddannelse skal være tilbudt og påbegyndt inden for samme
funktions år.

 

Med virkning fra 1. januar 2017 kan der dog indgås en aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte om at supplerende uddannelse indenfor valgperioden sammenlægges og gennemføres samlet. Der kan dog maksimalt sammenlægges supplerende uddannelse af 3 dages varighed.

 

Arbejdsmiljørådet for Luftfart har som inspiration til den målrettede arbejdsmiljø opdatering inden for luftfart ladet udarbejde nogle forslag til kurser. Nærmere oplysninger om det enkelte kursus kan fås ved henvendelse til pågældende kursusarrangør (se nedenfor).

Kontaktinformationer