Foto: Colourbox

Høring over ny VVM-bekendtgørelse for havne

Publiceringsdato: 24/11/2020
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har sendt et udkast til en ny VVM-bekendtgørelse for havne i høring. Udkastet har høringsfrist den 18. december 2020.

Den nye bekendtgørelse er udarbejdet på baggrund af transportministerens lovforslag nr. 84 om ændring af lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven, der blev fremsat i Folketinget den 11. november 2020. Forslaget justerede blandt andet i implementeringen af VVM-direktivet.

Størstedelen af ændringerne i den nye bekendtgørelse er en videreførelse af gældende ret, da der er tale om sproglige præciseringer af bestemmelsernes ordlyd, så de følger direktivets ordlyd og krydshenvisninger.


Derudover har styrelsen ændret høringsbestemmelserne, så de er i overensstemmelse med direktivet. Ændringen vedrører blandt andet, hvornår oplysninger om miljøkonsekvensvurderingen af et projekt skal stilles til rådighed for offentligheden. 


Styrelsen har også oprettet et helt nyt afsnit i bekendtgørelsen med definition af en række begreber, herunder ”offentligheden” og ”den berørte offentlighed”. 

Da der er tale om mange ændringer i forhold til den gældende VVM-bekendtgørelse for havne, er det vurderet hensigtsmæssigt at udstede en ny hovedbekendtgørelse. Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. februar 2021.