Security: Trafikstyrelsen suspenderer udenrigsflyvninger i Nuuk Lufthavn

14-08-2024

Trafikstyrelsen har midlertidigt suspenderet Nuuk Lufthavns godkendelse til at håndtere udenrigsflyvninger. Det sker, fordi sikkerhedsniveauet på securityområdet ikke er højt nok. I en periode bliver det derfor kun muligt at flyve til og fra destinationer i Grønland.

Trafikstyrelsen godkendte i juni måned, at den nye lufthavnsterminal i Grønlands hovedstad lever op til reglerne om luftfartssecurity på et niveau, hvor lufthavnen kan håndtere både interne flyvninger i Grønland og udenrigsflyvninger.

På et tilsyn i denne uge kunne Trafikstyrelsen imidlertid konstatere, at Greenland Airports aktuelt ikke kan leve op til det nødvendige høje sikkerhedsniveau på securityområdet, som kræves for at håndtere udenrigsflyvninger. Derfor er godkendelsen til dette niveau nu suspenderet.

I praksis betyder det, at Nuuk Lufthavn midlertidigt ikke kan håndtere flyvninger til fx Canada og Island mens flyvninger til flyvepladser i Grønland er upåvirkede.

Vicedirektør i Trafikstyrelsen, Christian Vesterager:

 ”Vi skal som myndighed for civil luftfart i Grønland sikre, at lufthavnen i Nuuk lever op til det niveau af sikkerhed, der er fastsat ud fra internationale regler. Da lufthavnssecurity indbefatter en høj grad af fortrolighed, kan vi ikke gå i detaljer med, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der i øjeblikket er mangelfulde.”

 For passagererne i Nuuk betyder det ændrede sikkerhedsniveau, at det i en periode kun bliver muligt at flyve til og fra destinationer i Grønland, hvor der ikke gælder de sammen krav til security i lufthavnen som ved flyvninger ud af Grønland.

Trafikstyrelsen vil i den kommende tid være i tæt dialog med Greenland Airports og stille al den nødvendige kompetence til rådighed, så lufthavnen hurtigst muligt kan hæve niveauet for security og genåbne flyvninger til destinationer uden for Grønland.