Grønnere busser, bedre cykelparkering og mere miljøvenlige færger. Det var nogle af de formål, der var mulighed for at søge støtte til i 2023.
Det viser Årsrapport 2023 om Trafikstyrelsens tilskudspuljer.
I rapporten fremgår det, at Trafikstyrelsen i alt administrerede 12 tilskudspuljer, som var aktive i 2023. Formålet med puljerne er blandt andet at mindske transportsektorens udledning af CO2, forbedre den kollektive trafik og tiltrække flere passagerer.
I det hele taget har der de seneste år været et stort politisk fokus på den grønne omstilling af kollektiv trafik.
Siden de første puljer blev vedtaget i 2009, er der givet tilsagn om støtte til mere end 500 projekter, som til og med 2023 har fået tilsagn om støtte for 1,8 mia. kroner.