Ændringer i vente på det meteorologiske område inden for luftfarten

12-11-2024

Trafikstyrelsen har opdateret reglerne for meteorologiske tjenester og udstyr på flyvepladser. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2025.

Nye internationale standarder og den teknologiske udvikling betyder, at de bestemmelser (BL’er), der fastsætter reglerne for meteorologiske tjenester og udstyr på flyvepladser i Danmark, på Færøerne og i Grønland, skal revideres.

Derfor udgives hermed 4. udgave af BL 7-17, Bestemmelser om meteorologisk tjeneste og meteorologisk udstyr, som netop har været i høring.

BL’en skal supplere de regler om meteorologisk tjenesteudøvelse, der fremgår af forordning (EU) 2017/373 for Danmark og BL 7-5 for Færøerne og Grønland.

Samtidig ophæves BL 7-18, Bestemmelser om meteorologisk udstyr på flyvepladser, fordi reglerne for både tjenester og udstyr samles i den nye BL 7-17. 

Ikrafttræden udskudt

Oprindeligt var det meningen, at den opdaterede BL skulle træde i kraft den 1. januar 2025. Det er nu ændret, så den i stedet træder i kraft den 1. juli 2025.

Ændringen sker for at imødekomme et ønske fra luftfartsbranchen, som har efterspurgt mere tid til at udvikle nye løsninger i forhold til udsendelse af meteorologiske data, så interessenterne kan efterleve de nye regler.

Du kan se den nye BL 7-17 her.