Nyt om NIS2: Reglerne ventes at træde i kraft 1. juli

21-02-2025

Forslaget til den lov, der skal styrke cybersikkerheden ved at indføre NIS2-direktivet i Danmark, er blevet fremsat for Folketinget. De nye regler ventes at træde i kraft den 1. juli.

Til sommer bliver der stillet større krav til cybersikkerheden blandt landets transportaktører. Den 1. juli ventes reglerne for, hvordan NIS2-direktivet skal efterleves i Danmark, nemlig at træde i kraft.

Det oplyste Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, da det endelige lovforslag om NIS2 blev præsenteret tidligere i februar.

Omfattede virksomheder har pligt til selv at registrere sig, hvis de opfylder kriterierne. Selve registreringen skal ske senest den 1. oktober 2025 via hjemmesiden virk.dk.

Du kan finde og følge lovforslaget om NIS2 på Folketingets hjemmeside.

Hvad er NIS2-direktivet?

NIS2-direktivet afløser den mindre omfangsrige forgænger NIS1. Formålet er at styrke og ensarte cybersikkerheden og modstandsdygtigheden over for cybertrusler på tværs af EU.

På transportområdet i Danmark er det kun DSB, Naviair, Banedanmark og Københavns Lufthavn, der er omfattet af NIS1-reglerne.

Den nye NIS2-lov omfatter væsentlig flere aktører på transportområdet foruden andre virksomheder inden for en lang række sektorer, som anses for at være kritiske for samfundet, samt offentlige myndigheder.

www.trafikstyrelsen.dk/NIS2 kan du læse mere om direktivet i forhold til transportområdet og se, hvem der er omfattet.

Der kan du også tilmelde dig Trafikstyrelsens nyhedsbrev, som sendes ud, når der er vigtigt nyt på området.