Trafikstyrelsen har den 10. december 2024 modtaget ansøgning fra Banedanmark om etablering af to nye perroner og sideflytning af spor 2 på Kvissel St.
Projektet omfatter etablering af to nye perroner og sideflytning mod syd af spor 2. For at gøre plads til anlæg af de nye side- og mellemperroner, så de opfylder normer og krav, er det nødvendigt at sideflytte spor 2 op til 80 cm mod syd på en mindre strækning midt i Kvissel by, mens spor 1 alene justeres. Selve anlægsstrækningen afgrænser sig til området mellem de to sporskifter i alt ca. 440 m gennem Kvissel By.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt d. 25. juli 2025 og forventes afsluttet i 28. august 2025.
Trafikstyrelsen er myndighed ved etablering, udvidelse og ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter jf. jernbaneloven (LBK nr. 1091 af 11/08/2023, Bekendtgørelse af jernbaneloven). Projektet er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2 punkt 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 38 d i samme lovbekendtgørelse.
Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet jf. §1 a og § 1 c i ”Bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.
Nærmeste Natura 2000-område er ”Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose” beliggende ca. 1.4 km fra projektområdet. Trafikstyrelsen vurderer på det nuværende grundlag, at projektet ikke medfører påvirkninger på udpegningsgrundlaget for nærmeste Natura 2000-område. Der er ikke registeret Bilag IV-arter i projektområdet.
Der skal etableres ny afvanding i spor 2, som kobles på eksisterende afvanding, der har udledningspunkt ved Åsted Å, øst for Kvissel station. Der ændres ikke i opland eller afledt vandmængde fra sporarealet. Vurdering af påvirkning på vandrammedirektivet er vedlagt ansøgningsmaterialet. Trafikstyrelsen vurderer på baggrund heraf, at projektet på nuværende grundlag, ikke påvirker vandrammedirektivet.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 20. januar 2025 til louj@trafikstyrelsen.dk, cc’et vvm@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2024-214284.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.