JOURNALNUMMER 2024-211943

Bro 15268 Præstemarksvej – Udskiftning af eksisterende stitunnel

22-11-2024

Projektet er en del af Banedanmarks løbende vedligehold, hvor der er behov for udskiftning af eksisterende stitunnel, der går under jernbanen på strækningen Roskilde-Trekroner.

Trafikstyrelsen har den 19. november 2024 modtaget ansøgning fra Banedanmark om udskiftning af eksisterende stitunnel for bro 15268 Præstemarksvej.

Den eksisterende tunnel er i en tilstand hvor almindeligt vedligehold ikke er rentabel og derved nedrives eksisterende tunnel og en ny betonelementtunnel udføres. Projektets overordnede formål er at sikre fremtidig drift på jernbanen på hovedstrækningen mellem Roskilde og København, samt sikre muligheden for at krydse under banen.

Projektet forventes påbegyndt den 5. maj og afsluttet den 30. september 2025. Udgravningen, nedrivningen og etableringen af den nye tunnel skal udføres indenfor en fastlagt sporspærring fra den 7. juli til den 21. juli 2025.

Trafikstyrelsen er myndighed ved etablering, udvidelse og ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter jf. jernbaneloven (LBK nr. 1091 af 11/08/2023, Bekendtgørelse af jernbaneloven). Projektet er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 38 d i samme lovbekendtgørelse.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet jf.  §1 a og § 1 c i ”Bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.

Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov 1,8 km i fugleflugt fra projektområdet. Arbejdspladsen ved Roskilde Station ligger 1.4 km fra Natura 200-området.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket, på grund af projektets omfang og afstand til Natura 2000-området. Der er ligeledes ikke registreret nogen bilag IV-arter i/nær området ved tunnelen eller arbejdspladserne.

Der vil ikke blive udledt overfladevand til recipienter i forbindelse med projektet. Overfladevandet planlægges tilsluttet til det offentlige kloaksystem, som det er på nuværende tidspunkt. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.

Banedanmark oplyser, at der skal udføres natarbejde i projektet, når der er sporspærringer. Bygherre oplyser, at der ikke er gennemført projektspecifikke støjberegninger af anlægsarbejdet ved tunnelen, men erfaringsmæssigt har kildestyrken for nedbrydning af beton en lydeffekt på 115 dB. Der vil blive kørt til og fra broen og til arbejdsplads på matr.nr 1an Himmelev By, Himmelev, som skal anvendes i 3-4 nætter i forbindelse med midlertidigt jordoplag, grus og skæver. Ud over dette vil den blive anvendt inden for normal arbejdstid i resten af udførelsesperioden. På arbejdspladsen vil de mest støjende aktiviteter være i forbindelse med håndtering af skæver, der erfaringsmæssigt har en kildestyrke tilnærmelsesvis det af betonnedbrydning på 115 dB. Næst højst kilde til støj på arbejdspladsen forventes at være kørsel med dumpere der erfaringsmæssigt har en kilde styrke på ca. 103 dB. Der vil være transport med dumpere de pågældende nætter fra broen til matr.nr. 1an via Præstemarksvej. Støjen ved arbejdspladserne vil ikke være konstant i hele arbejdsperioden, den vil være størst under udgravningen af konstruktionen, som forventes at tage 3-4 døgn.

I forbindelse med projektet kan der være potentielle vibrationsskader på tre adresser. Derfor er der udpeget husene på adressen Solvænget 1 og 3 og Præstemarksvej 40 til opsætning af vibrationsmålere.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 8. januar 2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk, cc ntei@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2024-211943.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.

LBK nr. 1091 af 11/08/2023 af jernbaneloven (Jernbaneloven)

BEK nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter, som ændret ved BEK nr. 53 af 22/01/2018 om ændring af bekendtgørelse om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter.