Journalnummer 2024-223846

Byggeplads ifm. Ringsted-Femern i Vordingborg Kommune

15-01-2025

Formålet med projektet er at forsætte anvendelsen af byggeplads etableret i forbindelse med Ringsted-Femern projektet. Byggepladsen skal anvendes til diverse Banedanmark projekter.
Trafikstyrelsen har den 16.december 2024 modtaget ansøgning fra Banedanmark om, at Banedanmark fortsat gerne vil benytte pladsen til oplag af lettere forurenede materialer og opbevaring af rene materialer i forbindelse med arbejder med Storstrømsbroen, Elektrificeringsprogrammet (EP) og Signalprogrammet (SP). Banedanmark har ansøgt miljøgodkendelse til fortsat drift af pladsen jf. § 33 i miljøbeskyttelsesloven ved Vordingborg Kommune. I forbindelse med denne skal projektet VVM-screenes.

Trafikstyrelsen er myndighed ved etablering, udvidelse og ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter jf. jernbaneloven (LBK nr. 1091 af 11/08/2023, Bekendtgørelse af jernbaneloven). Projektet er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2, 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 38 d i samme lovbekendtgørelse.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet jf.  §1 a og § 1 c i ”Bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.

Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 173 ”Smålandsfarvandet nord for Lolland”- 4,7km i fugleflugt fra projektområdet. Dette Natura 2000-område er særligt udpeget på grundlag af store forekomster af kyst- og havnaturtyper, herunder sandbanke, mudder og sandflade blottet ved ebbe, bugter og vige, strandenge, forstrand med begyndende klitdannelse og tidvis våde enge.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.

Projektet er beliggende 1 km fra vandområde med ID: 45 ”Grønsund”. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 9. februar 2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk, cc louj@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2024-223846.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.

LBK nr. 1091 af 11/08/2023 af jernbaneloven (Jernbaneloven)

BEK nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter, som ændret ved BEK nr. 53 af 22/01/2018 om ændring af bekendtgørelse om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter.